Share this emailCopy the public link or share it on your favorite channel.

Nyhedsbrev fra Fortællefestival Vestjylland

Læs nyt om festivalen på Nørre Vosborg og fra foreningen Vestjyske Fortællespor
07. oktober 2025

Fra urmyter til finurlige fortællinger

Vi fortsætter præsentationen af fortællerne på Fortællefestival Vestjylland 2025.
Der er meget at glæde sig til - blandt andet en urpremiere.

Hvor begynder Verden?

– en musikalsk fortællermontage om kriser, slutninger og nye begyndelser.
Fortællefestival Vestjylland 2025 byder på en urpremiere på en ny scenisk fortælling, hvor Katrine Faber lader det urgamle nordiske digtværk Vølvens Spådom møde skabelsesberetninger fra hele verden.

Ind i fortællingen danser også skovens Baba Yagaer, knoglehytter, rejser ned til Underverdenen, onde mødre, magiske heste, syngende forvandlinger, kosmiske æg, naturkræfter og oprør i villakvartererne.

Den gamle fortællerske fra Urtiden ser ind i alle tider og spinder et væv af liv, død og nyt liv i en overraskende åbenbaring af sorg, humor og glæde ved livets evne til at genopstå.

Universelle mytiske billeder blander sig med selvbiografiske erindringer og fremtidssyner, særegne sange og bønner for morgendagen.

Katrine Faber er en af Nordens mest anerkendte og originale fortællere. Uddannet fysisk skuespiller forener hun ordet med krop, musik, stemme og sang på sin egen musikalske og dramatiske måde.

Hun bevæger sig i et magisk univers mellem myte og nutid, hvor billeder og lyd vækker sanser, verdener krydses, mødes og skabes på ny.
Forvent højstemt og energifyldt fortælling, hvor tragik og komik danser lystigt!
Klik her og se Katrines video på YouTube

Tyvstart festivalen med en fortælletur

Inden vi officielt åbner Fortællefestival Vestjylland 2025, kan du komme med Anna-Marie Helfer på en fortællevandring rundt om Nørre Vosborg.

Turen begynder ved Porttårnet kl. 9.30 og varer et par timer. Husk at klæde dig på efter vejret.

For Anna-Marie er det blevet til 40 år med fortællinger: eventyr, myter, litteratur, anekdoter, lidt fra andres og eget liv og blandinger af det hele - ind imellem tilsat en sang eller to.

Gode historier fra møder med mennesker

Lasse Lundstrøm fortæller egne historier.

Det er historier, der opstår i mødet med andre mennesker, snakke med familie og venner, en god sludder i toget eller en slentretur i Københavns gader.

Den ene af historierne, han fortæller på Fortællefestival Vestjylland, er netop opstået på en slentretur med et kort besøg på en kirkegård og med en indlægsseddel i lommen.

Oplev Lasse på Fortællefestival Vestjylland lørdag 18. oktober kl. 16.00 i Agerumsladen og søndag 19. oktober kl. 14.00 i Agerumsladen
Klik her og se video med Lasse på YouTube

Poesi, stemninger og sproglige finurligheder

Ellen Mortensen fortæller historier, hvor poesien, stemninger og sproglige finurligheder får lov at fylde. De skæve, ofte oversete karakterer får plads og en stemme.

På festivalen vil Ellen fortælle sin historie om Adam, der sent i livet opdager, at mor og far måske ikke altid har sandheden, men at han skal finde sin egen. Hun vil også give plads til undren og refleksion, når hun kommer med sit bud på, hvordan verden blev skabt, og det hele begyndte.

Ellen fortæller lørdag 18. oktober kl. 13.45 i Riddersalen og søndag 19. oktober kl. 11.40 i Riddersalen

Køb billet til festivalen 2025 - weekendophold er UDSOLGT

Vores weekendophold, som også omfatter en overnatning på Skærum Mølle, er nu udsolgt, men du kan stadig købe billetter til festivalen.
Klik her så kommer du ind til billetsalget.

Du kan naturligvis også købe billetter, når du kommer til Nørre Vosborg lørdag eller søndag - eller til hele weekenden. I år har vi flyttet billetsalget ind i hotellets reception.

Programmet for festivalen finder du på hjemmesiden
Festivalen finder sted 18.-19. oktober 2025 på Nørre Vosborg. Vi glæder os til at byde velkommen til to dage fyldt med fortællinger, musik, sang - og "Nye Begyndelser", som er årets tema.

Støt festivalen - bliv medlem

Du kan få adgang til generalforsamlingen og årets medlemsseminar, samt støtte festivalen ved at blive medlem af Vestjyske Fortællespor for kun 150 kr. årligt.
Det er foreningen, der arrangerer festivalen.

Vores kanal på YouTube

På vores kanal på YouTube kan du møde fortællerne fra Fortællefestival Vestjylland 2024, og se glimt fra festivalen Du kan se vores videoer her
facebook 
youtube