Temaet i 2026 bliver “Den Røde Tråd”

Foreningen Vestjyske Fortællespor holdt sin årlige generalforsamling 28. februar 2026 på Talentakademiet i Holstebro.
Foreningens vigtigste opgave er at arrangere Fortællefestival Vestjylland på Herregården Nørre Vosborg.

I sin beretning om det seneste års begivenheder så foreningens formand, Nina Stenshøj, tilbage på endnu en vellykket festival. Blandt andet glædede hun sig over, at antallet af solgte billetter igen var steget, at kvaliteten af fortællerne og deres historier havde ligget på et højt niveau, samt at årets tema “Nye begyndelser” virkelig havde slået an blandt fortællerne.

Fortællerne til Fortællefestival Vestjylland 2025 var en god blanding af gamle kendinge og nye talenter

Bestyrelsen valgte at bruge temaet i forbindelse med åbningerne lørdag og søndag. De senere år har de bestået af taler, korte fortællinger og fællessang. I 2025 var der tale om egentlige forestillinger, som Kai Bredholt og Teatret Sleipner havde udviklet i samarbejde med fortællerne Katrine Faber, Pernille Stockfleth og Nina Stenshøj.

Vi finder “Den Røde Tråd” i 20 års festivaler

Fortællefestival Vestjylland fylder 20 år i 2026, og årets festival er samtidig den 20. i rækken.

Foreningens næstformand Bjarne Jensen havde gransket programmerne for de festivaler, som hidtil har været afholdt. På generalforsamlingen redegjorde han for, hvad han havde fundet i programmerne og forskelligt andet materiale.

Det fik ham til at foreslå, at temaet for årets festival skal være Den Røde Tråd, hvilket den øvrige bestyrelse havde tilsluttet sig.

Bestyrelsen havde opfordret medlemmer og andre til at sende forslag til tema. Da vinderforslaget nu kom fra bestyrelsen selv, blev der trukket lod blandt de øvrige forslagsstillere om præmien: To gang to weekendbilletter til årets festival.
Vinderen blev Elsebeth Raunkjær Arnbak.

Genvalg til bestyrelsen

To bestyrelsesmedlemmer, Nina Stenshøj og Thomas Kirk var på valg, og generalforsamlingen gav genvalg til til dem begge.
Bestyrelsen består desuden af Bjarne Jensen, Dorthe Åbom Elmkvist og Marlena Porat.
Bestyrelsen har konstitueret sig med Nina, som formand; Bjarne, næstformand og Thomas, kasserer.

Generalforsamlingen markerede i øvrigt et lille jubilæum. I sin gennemgang af det historiske materiale stødte Bjarne på den oplysning, at foreningen Vestjyske Fortællespor blev stiftet i begyndelsen af 2011 og dermed har 15 års jubilæum i år.

Forfatter gav inspiration til de mundtlige fortællere

Louise Juhl Dalsgaard tog udgangspunkt i sit eget forfatterskab

Efter generalforsamlingen var det tid til årets vinterseminar, hvor forfatteren Louise Juhl Dalsgaard med udgangspunkt i sit eget forfatterskab, gav inspiration og et par redskaber til, hvordan forfattere og mundtlige fortællere kan arbejde med ideudvikling.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}