Vi fortsætter præsentationen af fortællerne på Fortællefestival Vestjylland 2025.
Der er meget at glæde sig til – blandt andet en urpremiere.
Hvor begynder Verden?
– en musikalsk fortællermontage om kriser, slutninger og nye begyndelser
Fortællefestival Vestjylland 2025 byder på en urpremiere på en ny scenisk fortælling, hvor Katrine Faber lader det urgamle nordiske digtværk Vølvens Spådom møde skabelsesberetninger fra hele verden.
Ind i fortællingen danser også skovens Baba Yagaer, knoglehytter, rejser ned til Underverdenen, onde mødre, magiske heste, syngende forvandlinger, kosmiske æg, naturkræfter og oprør i villakvartererne.
Den gamle fortællerske fra Urtiden ser ind i alle tider og spinder et væv af liv, død og nyt liv i en overraskende åbenbaring af sorg, humor og glæde ved livets evne til at genopstå.
Universelle mytiske billeder blander sig med selvbiografiske erindringer og fremtidssyner, særegne sange og bønner for morgendagen.
Katrine Faber er en af Nordens mest anerkendte og originale fortællere. Uddannet fysisk skuespiller forener hun ordet med krop, musik, stemme og sang på sin egen musikalske og dramatiske måde.
Hun bevæger sig i et magisk univers mellem myte og nutid, hvor billeder og lyd vækker sanser, verdener krydses, mødes og skabes på ny.
Forvent højstemt og energifyldt fortælling, hvor tragik og komik danser lystigt!
Katrines forestilling afslutter programmet lørdag 18. oktober. Hun fortæller i Agerumsladen kl. 20.00
Tyvstart festivalen med en fortælletur

Inden vi officielt åbner Fortællefestival Vestjylland 2025, kan du komme med Anna-Marie Helfer på en fortællevandring rundt om Nørre Vosborg.
Turen begynder ved Porttårnet kl. 9.30 og varer et par timer. Husk at klæde dig på efter vejret.
For Anna-Marie er det blevet til 40 år med fortællinger: eventyr, myter, litteratur, anekdoter, lidt fra andres og eget liv og blandinger af det hele – ind imellem tilsat en sang eller to.
Gode historier fra møder med mennesker
Lasse Lundstrøm fortæller egne historier.
Det er historier, der opstår i mødet med andre mennesker, snakke med familie og venner, en god sludder i toget eller en slentretur i Københavns gader.
Den ene af historierne, han fortæller på Fortællefestival Vestjylland, er netop opstået på en slentretur med et kort besøg på en kirkegård og med en indlægsseddel i lommen.
Oplev Lasse på Fortællefestival Vestjylland lørdag 18. oktober kl. 16.00 i Agerumsladen og søndag 19. oktober kl. 14.00 i Agerumsladen
Poesi, stemninger og sproglige finurligheder
Ellen Mortensen fortæller historier, hvor poesien, stemninger og sproglige finurligheder får lov at fylde. De skæve, ofte oversete karakterer får plads og en stemme.
På festivalen vil Ellen fortælle sin historie om Adam, der sent i livet opdager, at mor og far måske ikke altid har sandheden, men at han skal finde sin egen. Hun vil også give plads til undren og refleksion, når hun kommer med sit bud på, hvordan verden blev skabt, og det hele begyndte.
Ellen fortæller lørdag 18. oktober kl. 13.45 i Riddersalen og søndag 19. oktober kl. 11.40 i Riddersalen
