Historien om festivalens røde dame

Damen i den røde kjole, der danser på bare fødder foran Nørre Vosborg, er Fortællefestival Vestjyllands iøjnefaldende og livsbekræftende logo.

Hun er malet af billedkunstneren Kristine Frøkjær, og vi har bedt hende om at fortælle om, hvordan den dansende kvinde blev til:

“I maleriet har jeg tilladt mig at fabulere frit over Nørre Vosborg, indre billeder af
myter og sagn. Der er kvinden i den røde kjole, som måske har taget en fridag fra livet på herresædet.

Den fornemme kjole har hun beholdt på, men hun har løsnet håret og løber på bare fødder i sandet. Fortællespor.

Som den mundtligt overleverede fortælling – den sætter spor, men andre kommer bagefter og ændrer sporene.

Folkeeventyrene er foranderlige på den måde.

Bag hende kommer en trold, som måske er venlig, måske ikke. Måske får kvinden som
i eventyrene tre opgaver, hun skal bestå, før hun finder ud af, om trolden vil hende det
godt.

En krans af kongenknapper, som vokser i de sandede egne, har hun flettet og
pyntet håret med. “

Lange Karen i blåt

Kristine Frøkjær maleri findes også på forsiden af Anna-Marie Helfer’s bog:
‘Fortællinger, skrøner og sagn fra Nørre Vosborg og Omegn’, og kunstneren har fundet flere af maleriets figurer i bogen, fortæller hun:

“Den langbenede kvinde i blåt er historien om lange Karen. Narren danser henad vejen, narren som er satiren, den der udstiller menneskers hovmod og selvbedrag.

Adam og Eva længere henne ad vejen, for i fortællingerne er der ingen genregrænser,
bibelske historier kan udmærket blandes med karske sømandsfortællinger.

Og nu vi er ved det: HAVET. Det store hav, som jeg i billedet tillægger en personlighed,
et ansigt, en vilje, måske endda en plan med menneskers liv.

Havet som engang tog Nørre Vosborg, på samme måde, som havet har taget
landområder, huse og menneskeliv. Havet som også har givet liv, givet arbejde og eksistensgrundlag.

Det er ridderen på den hvide hest, og hans kvinde og barn går på jorden ved siden af.
Der er marehalm og hybenroser, og den fattige kan stå udenfor Nørre Vosborgs statelige bygninger og fantasere om, hvad der foregår bag de smukke ruder og mure.

Den kvinde der står på altanen, hvad tænker hun?
I det hele taget er hele maleriet vist dybest set fyldt af spørgsmål. På samme måde som fortællingerne er det. “

Tak til Kristine Frøkjær for historien om den røde dame.



{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}